Stephen King: Outsideren. Oversat fra amerikansk efter »The Outsider« af Jakob Levinsen. 608 sider. 300 kr. Hr. Ferdinand.
Den lokale politibetjent Ralph Anderson orkestrerer arrestationen af byens ellers vellidte baseballtræner med fuld fanfare midt under afviklingen af en betydningsfuld kamp, mens samtlige beboere i Flint City, Oklahoma, befinder sig som tilskuere på tribunerne. Træneren er blevet set indsmurt i blod tæt på gerningsstedet, hvor en af byens lokale drenge blev voldtaget med en kæp, lemlæstet, bidt ihjel og ejakuleret på.
Umiddelbart efter arrestationen begynder efterforskningen dog at slå sprækker. På gerningstidspunktet er træneren også blevet observeret i nabobyen siddende fredeligt på første række til et foredrag med sin yndlingskrimiforfatter. Scenariet er umuligt – ingen kan være to steder på samme tid – men det er nok til, at tvivlen slår rod i Ralph. Da er det for sent. En hadsk lynchstemning spreder sig som en løbeild gennem det lille samfund, og det eskalerer med endnu mere død til følge.
Det er anslaget i Stephen Kings nyeste roman, Outsideren. Det overnaturlige og gyset har siden Carrie fra 1974 været Kings varemærke, men alligevel flytter forfatterskabet sig. Med Mr. Mercedes fra 2014 begik King sin første hårdkogte detektivroman, der voksede til en trilogi om den pensionerede betjent og senere privatdetektiv Bill Hodges.
Outsideren bygger bro til Hodges-trilogien ved at genintroducere Holly Gibney, der assisterede Hodges indtil dennes død og nu driver det lille detektivbureau videre. Hun er en sej og samtidig pudseløjerlig figur, der formår at tøjle sin Aspergers i mødet med det rationelle opklaringsarbejde, præcis som Saga Norén gjorde det i den dansk-svenske tv-serie Broen.
Gibney tror på det okkulte, det overnaturlige, mens Ralph stædigt insisterer på den verden, vi kender og accepterer. Det er en skabelon, der er kendt fra den legendariske amerikanske tv-serie X-Files, blot har Scully og Mulder her byttet køn. Og det fungerer efter hensigten og skaber et ståsted, hvor det er muligt at diskutere verdensopfattelser og nytten af at bevare et åbent sind over for alt det, man ikke umiddelbart forstår. I en hysterisk overfortolkning er det måske ligefrem et indlæg i den verserende identitetspolitik, der truer med at dræbe nysgerrigheden på de amerikanske universiteter med alle deres komfortzoner og krænkelsesbarrierer.
Historien ruller. Ralph, Gibney og en håndfuld undværlige bipersoner danner en lille gruppe, der tager sagen i egne hænder og vil til bunds i mysteriet om monsteret, der er i stand til at antage form efter andre. Under hele forløbet har Ralph mareridt om maddiker, der vælter ud af en på ydersiden ellers smuk cantaloupmelon.
King er på hjemmebane, og kender man værket, er der masser af genkendelige træk fra gysets mester. Lovprisningen af Anonyme Alkoholikere (King er selv tørlagt), den præcise beskrivelse af livet i den amerikanske lilleby, referencerne til folkloren (i dette tilfælde den mexicanske bøhmandshistorie om El Cuco, der lever af børns fedt og kan skifte form), massevis af øde kirkegårde og en insisteren på, at det onde er derude og ikke inde i os selv (King hader Kubricks filmatisering af Ondskabens hotel, der lader hovedpersonen Jack selv være roden til det onde i stedet for hotellet).
Nogle af Kings varemærker er mere uheldige. Han skriver konsekvent for langt og for sjusket, den tåkrummende dialog er ofte helt ude i skoven (»Han gjorde det heller ikke. Hans alibi er lige så stærkt som S’et på brystet af Superman«), persongalleriets kulturelle referencer udgøres konsekvent af anakronismer fra Kings egen ungdom, og han har en tendens til at nævne specifikke hjælperedskaber, så det lugter langt væk af produktplacering. Men den altovervejende styrke er timingen i plottet, fremdriften i historien, de veltilrettelagte gys, der falder med en kirurgs præcision.
Det er derfor, at filmen i tilfældet King ofte er bedre end bogen. Rettighederne til Outsideren er da også for længst solgt, og en tv-serie på ti episoder er i støbeskeen.
Læs også det store interview med Stephen King fra Weekendavisen #42, fredag 19. oktober 2018: »Jeg var en teenagegravrøver«
