KIJEV– Den gul-hvide Volodimir-katedral med blålige kupler, som peger mod aftenens overskyede himmel, er ikke kun et af Kijevs smukkeste vartegn og et af verdens mest berømte neobyzantinske bygningsværker. Den er også et omdrejningspunkt i et skisma mellem to ortodokse kirker i Ukraine.
Den ene hører til Moskva-patriarkatet og er underlagt den russisk-ortodokse kirke, som har haft officiel jurisdiktion over Ukraine siden 1686. Den anden hører under Kijev-patriarkatet, der løsrev sig fra Moskva i 1992.
Problemet for den 26 år gamle Kijev-kirke, er, at ingen af verdens ortodokse kirker har anerkendt den, og at de således betragter dens sakramentale handlinger, også dem der foregår i Volodimir-katedralen, Kijev-patriarkatets domkirke, som ugyldige.
For nylig gik Kijev-patriarkatet imidlertid sammen med Ukraines præsident, Petro Porosjenko, og rettede en officiel henvendelse til overpatriarken i Konstantinopel, som Istanbul fortsat bliver kaldt af den ortodokse gejstlighed. Kijev anmodede patriarken, der har æresforrang blandt alle ortodokse patriarker og bliver kaldt den økumeniske patriark, om at anerkende den unge ukrainske kirkes autokefali, det vil sige selvstændighed – herunder retten til at vælge egen patriark.
Hvis patriark Bartholomæus I imødekommer anmodningen, vil det ikke kun resultere i en nærmest skæbnesvanger konflikt mellem Konstantinopel, den vigtigste ortodokse kirke af rang, og Moskva, den vigtigste ortodokse kirke af størrelse. Det kan føre til »et skisma i hele den ortodokse kristendom«, lyder advarslen fra metropolit Antonij fra Moskva-patriarkatet i et interview med webportalen Pravoslavnaja Sjizn.
»Historien har vist, at selvstændige stater plejer at få selvstændige ortodokse kirker, selv om de ikke nødvendigvis bliver anerkendt med det samme. Det tog for eksempel mere end hundrede år, før Moskva-patriarkatet blev anerkendt,« fortæller Annika Hvithamar, lektor i religionshistorie fra Københavns Universitet, der især har forsket i ortodoks kristendom.
»I dag går historien hurtigere frem, end den gjorde i Middelalderen, og medmindre den ukrainske stat kollapser, skal Ukraine nok få sin selvstændige kirke. Spørgsmålet er, hvor lang tid der går. Jeg tør ikke sige, om det sker om 50 år, fem år eller allerede nu,« siger Hvithamar.
Politisk pres
Helt som ventet har Moskva-patriarkatet kritiseret Kijev-patriarkatets henvendelse til Konstantinopel i almindelighed og præsident Porosjenkos rolle i sagen i særdeleshed. Ifølge Moskva-patriarkatet blander præsidenten sig i kirkens indre anliggender, vel at mærke i et land, hvor kirken er adskilt fra staten. Men den fortolkning bliver afvist af Kijev-patriarkatet:
»Det er jo ikke præsidenten, der initierer eller proklamerer kirkens autokefali. Her er det kirken, der har henvendt sig til en anden kirke; præsidenten støtter blot vores henvendelse,« siger ærkebiskop Jevstratij, Kijev-patriarkatets talsmand, til Weekendavisen.
»I et demokratisk samfund er det ganske almindeligt, at politikerne udtrykker deres holdninger i kirkespørgsmål, ligesom kirken kan sige sin mening om en bestemt lov – naturligvis uden at forlange, at politikerne retter sig efter, hvad kirken foreslår,« fortsætter ærkebiskoppen.
Men hans argument om, at de ukrainske politikere blot tager del i debatten, vinder ikke indpas hos Moskva-patriarkatets talsmand, biskop Kliment:
»Religiøsitet har altid været vigtig i Ukraine. Da landet blev uafhængigt, blev religiøsiteten misbrugt af politikerne, og der blev dannet en kirkelig organisation (Kijev-patriarkatet, red.), som den dag i dag ikke er anerkendt af en eneste ortodoks kirke i verden. Lige siden har vi (det vil sige Moskva-patriarkatet, red.) været under systematisk pres fra magthaverne for at bryde med vores kanoniske orden og legalisere det ulovlige skisma,« siger biskop Kliment til Weekendavisen.
Jeg møder ham på hans kontor på Kyjevo-Petjerska Lavra, det kæmpestore, ældgamle hulekloster, der blev grundlagt i bjergskråningen på floden Dnjeprs højre bred i 1051. Kirker, klokketårne, klosterspisesale, smukke stier samt blomstrende og duftende træer, planter og buske er perfekte omgivelser til ro og fordybelse med en formidabel udsigt over Dnjepr og Kijevs moderne bydel. Her har Moskva-patriarkatet sit hovedsæde.
»Vi bliver selvfølgelig bekymrede, når flere ukrainske politikere truer os og åbent opfordrer til at tage klostret fra os med magt. Hvad er det for et land, der tillader den slags aggressioner mod de troende?« uddyber biskop Kliment.
Biskoppen, der er etnisk ukrainer og født og opvokset i Ukraine, mener, at Moskva-patriarkatet har den ukrainske befolkning med sig: »På trods af presset og besværlighederne har vi over 12.000 menigheder, mens det såkaldte Kijev-patriarkat reelt ikke har flere end 3.500 menigheder (nogle kilder nævner over 4.000 menigheder, red.). Vores kirke har over 10.000 præster, omkring 3.500 munke og cirka 500 klostre.«
Det er ikke underligt, at tallene er så store i betragtning af, at flertallet af Ukraines godt 42 millioner indbyggere er ortodokse kristne.
Næststørste ortodokse land
I dag udgøres den ortodokse kirke af 14 anerkendte autokefale kirker: De fire ældgamle patriarkater i Konstantinopel, Alexandria, Antiochia og Jerusalem, patriarkaterne i Moskva, Tbilisi, Beograd, Bukarest og Sofia samt de ærkebiskop- eller metropolit-ledede kirker i Cypern, Grækenland, Albanien, Polen og Tjekkiet.
Den russisk-ortodokse kirke er klart den største og »med et antal menigheder, som slår alle de andre ortodokse kirker af banen,« som Annika Hvithamar formulerer det. Men hvis den ukrainske kirke får autokefaliet, og det lykkes for den at samle flertallet af landets ortodokse troende, bliver den verdens næststørste ortodokse kirke og dermed en global magtspiller, idet den samtidig vil svække den russiske kirke.
Med i billedet hører, at den ukrainske befolkning er mere religiøs end den russiske: »Ukraine er mindre sekulariseret end Rusland, så kirken har faktisk mere greb i befolkningen i Ukraine end i Rusland,« pointerer Annika Hvithamar.
Ukraines religiøse sammensætning er nærmest ubeskriveligt kompleks. Udover de to ovennævnte kirker findes der en række andre ortodokse kirker i landet, blandt andet den cirka 100 år gamle, selvudråbte ukrainske autokefale ortodokse kirke.
Men hverken den eller andre kirker har en størrelse og en opbakning i befolkningen, som kan sammenlignes med Kijev-patriarkatets – og slet ikke med Moskva-patriarkatets. Det er disse to kirker, Moskva og Kijev, der udkæmper slaget om Ukraines ortodokse sjæl.
Præster jages bort
»I de sidste par år er antallet af vores menigheder ikke faldet, men derimod steget med cirka 100, selv om vi har mistet omkring 40 menigheder, som er blevet overtaget med vold,« understreger biskop Kliment fra Moskva-patriarkatet.
»Det foregår ved, at folk i militæruniform kommer til en landsby og påstår, at de er medlemmer af den lokale menighed, hvorefter de proklamerer, at menigheden og kirken skifter til Kijev-patriarkatet. Ofte bliver præsten jaget bort og erstattet med en ny præst,« lyder biskop Kliments beskrivelse.
Hans fortælling bliver afvist af ærkebiskop Jevstratij fra Kijev-patriarkatet:
»Det er den sædvanlige Moskva-propaganda, som verden efterhånden kender ret godt. Det er medlemmer af menigheden – og ikke folk udefra – der bestemmer, hvilket patriarkat menigheden skal høre under.«
Biskoppen og ærkebiskoppen kan heller ikke blive enige om, hvad der skete, dengang Kijev-patriarkatet overtog landets domkirke, Volodimir-katedralen, fra Moskva-patriarkatet.
»Da vores metropolit, Vladimir, kom til katedralen, var den bevogtet af nationalistiske bøller, så metropolitten sagde, at han ville undgå blodsudgydelser, slog korsets tegn og kørte væk til Kyjevo-Petjerska Lavra. Det var en voldelig overtagelse,« siger biskop Kliment.
»Hvordan kan det være en voldelig overtagelse?« spørger ærkebiskop Jevstratij. »Metropolit Filaret, den nuværende patriark af Kijev, har tjent i Volodimir-katedralen siden 1966. Men de mener vel, at han har overtaget katedralen fra sig selv.«
Netop Filaret er en central skikkelse i den ukrainske religiøse konflikt. Som mangeårig metropolit i Kijev og stedfortræder for patriarken i Moskva var han favorit til at blive valgt som den nye russiske patriark, da den daværende patriark Pimen døde i 1990.
Men Filaret tabte patriarkvalget og ændrede efterfølgende sin holdning til spørgsmålet om den ukrainsk-ortodokse kirkes status. Oprindelig var han modstander af kirkens selvstændighed, siden blev han tilhænger, og i 1992 spillede han en afgørende rolle, da Kijev-patriarkatet blev grundlagt. Tre år efter blev han endelig patriark – af Kijev.
Moskva vs. Konstantinopel
Ingen andre ortodokse patriarker anerkender ham, men det kan ændre sig, hvis den økumeniske patriark, Bartholomæus I, vælger at imødekomme den ukrainske anmodning om autokefali. I 1996 udfordrede Bartholomæus den russisk-ortodokse kirke i en lignende sag ved at anerkende en selvstændig ortodoks kirke i Estland, som Moskva mente at have jurisdiktion over.
Der har også været andre stridigheder mellem Konstantinopel og Moskva i nyere tid, men opgøret om de kæmpestore ortodokse kirker i Ukraine er langt den vigtigste. Der er fare for, at Ukraine-spørgsmålet udvikler sig til den største konflikt mellem Konstantinopel og Moskva – og dermed i den ortodokse verden i det hele taget – i flere århundreder, når de andre ortodokse kirker bliver tvunget til at vælge enten Konstantinopels eller Moskvas side i sagen.
Imens viser meningsundersøgelser, at selv om Moskva-patriarkatet har flere kirker og kirkegængere i Ukraine end Kijev-patriarkatet, har Kijev-patriarkatet opbakning fra de fleste ukrainere. Kommer der en godkendelse fra Konstantinopel, kan man forvente, at flere menigheder og præster vil skifte til Kijev-patriarkatet, som ikke længere vil blive betragtet som kættersk. På længere sigt vil det være så godt som umuligt for Moskva-patriarkatet at forsvare sin førende position i Ukraine.
Foreløbig har Bartholomæus I meldt ud, at han vil behandle spørgsmålet om den ukrainske kirkes autokefali i dialog med de andre anerkendte ortodokse kirker.
I Ukraine ser både Moskva- og Kijev-patriarkatet hans udmelding som en sejr:
»Det er en høflig, byzantinsk afvisning,« mener biskop Kliment fra Moskva-patriarkatet.
»Jeg forventer, at spørgsmålet om autokefaliet bliver afgjort positivt inden fejringen af 1030-året for kristningen af Kijev-Rus i slutningen af juli,« siger ærkebiskop Jevstratij.
