Situationen for socialt udsatte børn og unge i Grønland er foruroligende. Trods Hjemmestyrets øgede fokus på problemerne sejler sagsbehandlingen, og børn i hobetal lades i stikken.
I 2014 og 2015 blev der gennemført skærpet tilsyn i de grønlandske kommuner, som påviste massive svigt inden for børne- og ungeområdet. Hjemmestyret besluttede derfor, at der skulle sættes ind på dette område.
I 2016 viste en tilsynsrapport fra Departementet for Sociale Anliggender, at situationen på børne- og ungeområdet i Tasiilaq var katastrofal. Der var 520 sager til tre lokale sagsbehandlere, og stort set ingen sager blev behandlet efter bogen eller i overensstemmelse med lovgivningen. MIO, Grønlands børnerettighedsinstitution, konstaterer samme foruroligende tilstande i Tasiilaq og bygder efter besøg og udarbejdelse af rapport.
Tilsyn og rapporter viser, at der ikke leves op til hverken retssikkerheden eller FNs Børnekonvention.
Tilsynsrapporten fra Departementet for Sociale Anliggender viste ligeledes, at underretninger blev modtaget og kvitteret for, men derefter ofte lagt i skuffen uden at blive taget frem igen.
En ny rapport fra 2018 viser nu, at der i Sermersooq Kommune, hvor Tasiilaq ligger, er blevet lukket 800 sager, at der er 1.200 sager tilbage, og at der er fejl og mangler i op mod 900 af disse sager inden for børne- og ungeområdet.
Jeg har boet og arbejdet i Tasiilaq i seks år. De seneste fem år som rådgivningslærer for specialundervisning på byens skole. Denne funktion dækker også samarbejdet med de sociale myndigheder og videreformidling af de underretninger, lærerne skriver.
Der er siden januar 2016 og frem til nu sendt mere end 230 underretninger fra skolen alene. Størstedelen af disse underretninger omhandler beskrivelser af omsorgssvigt, børn og unge med selvmordstanker, druk i hjemmet, vold i hjemmet og seksuelle krænkelser. Der er derfor i den grad brug for et nært og godt samarbejde med de sociale myndigheder omkring disse problemstillinger. Desværre er dette samarbejde i virkeligheden stort set ikke-eksisterende og har aldrig i min tid set værre ud, end det gør lige nu.
Jeg har de senere år oplevet en række foruroligende situationer inden for sagsbehandlingsområdet. Jeg har oplevet, at sagsbehandlere udebliver fra møder. Hvert år indkaldes sagsbehandlere til møder for børn, der modtager specialundervisning. Der er også her tale om en del børn anbragt uden for hjemmet enten i pleje eller på børnehjem, og om en række børn, hvorpå der tidligere er sendt flere underretninger. I 2017 blev der afholdt 34 behandlingsmøder. Der var deltagelse fra sagsbehandlere i fem af dem, afbud til seks møder og hele 23 udeblivelser uden afbud.
Jeg har ligeledes oplevet, at sagsbehandlere udebliver fra netværksmøder, de selv har opfordret skolen til at indkalde til; at sagsbehandlere beder mig om at gensende underretninger fra et helt år, da de ikke helt havde overblik over, hvor mange og hvilke børn og unge de havde modtaget.
Jeg har oplevet sagsbehandlere bruge tavshedspligten som et skjold for, at der ikke er blevet handlet, hvis jeg har spurgt ind til konkrete sager, og at de ikke svarer på deres mails. Jeg har gentagne gange oplevet, at sagsbehandlere ikke får indkaldt til de opfølgningsmøder, de ellers har lovet; at de lover børn samtaler og opfølgning, uden at det sker; at sager, der skal videregives til politiet til nærmere undersøgelse, ikke bliver videregivet.
Jeg har oplevet, at sagsbehandlere nægter at komme på skolen, når vi har stået med børn, der af forskellige grunde fortalte, at de ikke ville hjem til deres forældre; at de fortsatte med at behandle i sager, på trods af at de havde indledt personlige forhold til familiemedlemmer i pågældende sager, og at deres overordnede var blevet bekendt med dette; at de efter modtagelse af underretninger beskylder børn for at lyve, inden de selv har haft dem til samtale.
Jeg har gentagne gange oplevet at gøre opmærksom på disse problemstillinger til nærmeste ansvarlige og ledere, og jeg har oplevet, at direktører og fagchefer undlader at svare på mails, så snart spørgsmålene bliver kritiske.
I de tilfælde, hvor der bliver holdt møder, og hvor der faktisk bliver sagsbehandlet indledningsvist, er der stadig ikke den store hjælp at hente. Der er ingen psykologer i byen, der er ingen fastansatte terapeuter, ingen professionel hjælp til børn og unge med selvmordstanker, ingen professionel hjælp til de mange børn og unge, der har været udsat for seksuelle krænkelser, ingen tilstrækkelig hjælp og behandling til de børn og unge som i den grad har brug for den.
Hjemmestyrets beslutning om at sætte ind på lige netop dette område har ikke båret frugt her flere år senere, tværtimod. Resultaterne fra tilsynsrapporten i 2016 og MIOs rapport lever i bedste velgående stadigvæk.
I Tasiilaq er der i dag ikke længere fastansatte sagsbehandlere, men derimod en rejseholdsordning, hvor der lånes sagsbehandlere fra Nuuk. I perioder har der ikke været nogen at henvende sig til, medmindre situationen var akut.
I 2016 viste tilsynsrapporten som nævnt, at der var over 500 børnesager i Tasiilaq. Det har ikke været muligt at finde det eksakte tal for i dag, men lad os antage, at der efter at være blevet lukket sager for nylig er cirka 350 børnesager i Tasiilaq. I marts 2018 kan man læse på KNRs hjemmeside, at Sermersooq kommune udtaler, at man nu kan leve op til kravet om, at socialrådgivere må arbejde med maksimalt 35 sager per mand. Jeg er ikke den store matematiker, men det vil sige, at der burde være omkring ti sagsbehandlere i Tasiilaq.
Siden januar har der været en rejseordning med maksimalt fire sagsbehandlere samtidig og i de fleste perioder kun to. På ingen måde er det et regnestykke, der kan gå op med Sermersooq kommunes nylige udtalelse. Noget hænger ikke sammen.
Ikke nok med at der ikke er sagsbehandlere nok til at varetage de mange opgaver i Tasiilaq, så virker det heller ikke til, at de få, der er og kommer, kan varetage deres opgaver ordentligt.
De ansvarlige inden for området lukker øjnene for tingenes tilstand i Tasiilaq og lader sig spise af med, at tilfældige sagsbehandlere fortæller dem, at sagerne kører.
Hvis der er noget, jeg har erfaret, så er det, at »sager kan køre« i årevis uden egentlig handling.
I sidste ende betyder det, at de børn, som er så modige at fortælle om de svigt, de oplever i livet og af deres nærmeste, får en direkte billet videre til oplevelsen af et endnu større svigt, nemlig dét samfundet og systemet tilbyder.
Der er ikke brug for flere undersøgelser og rapporter, der viser hvor slemt det står til på børne- og ungeområdet. Det er katastrofalt. Der er brug for holdbare planer og ikke sporadiske lappeløsninger. Der er brug for flere og dygtigere sagsbehandlere. Der er brug for sagsbehandlere, som er i byen, og som er her længere end én måned ad gangen. Der er brug for mange flere behandlingstilbud. Der er brug for chefer og direktører, der tør åbne øjnene og stille sig kritisk inden for eget område, egne rækker og eget personale, og som tør stille krav til sine ansatte.
Så længe der ikke sker en ændring på dette område, står alle de børn, der i forvejen er i systemet plus nye og flere til, med deres »svigt-billetter« i hånden klar til at indløse dem igen og igen og igen i det mest ustrukturerede, uordentlige og umenneskelige system, man kan tænke sig.
Rikke Blegvad er rådgivningslærer for specialundervisning
