Da nyheden om rømningen af Dannevirke spredte sig i vinteren 1864, blev Danmark lammet af et katatonisk chok. Oldtidens bolværk havde svigtet, og landet lå åbent for fjenden. Opløsningen af Danmark blev sidenhen et sandsynligt scenarie, og frygten for et nationalt kollaps har sidenhen været en indgroet torn i danskernes kollektive bevidsthed. Når danskerne derfor gang på gang spænder ben for landets velfærd, ved at fravælge dybere integration i Den Europæiske Union på trods af de åbenlyse fordele, må det tilskrives vores kollektive erindring af denne frygt, der kun blev forstærket af de to verdenskrige og besættelsen. Suveræniteten blev bevaret, den danske stat bestod og hærdedes endda af krigens flammer, men den paniske angst for suverænitetsberøvelse er stadig en del af os.
Selv i 1992 var vi bange, skønt danskerne endelig fik muligheden for at fralægge sig ryet som magtesløs lilleputstat og indtræden i rollen som en ekspansiv og indflydelsesrig medspiller. Danmark kunne blive en stat, der var med til at sætte den politiske dagsorden og ikke længere lod sin skæbne diktere af omstændighederne. Den sovjetiske trussel lå i ruiner, og nationens sikkerhed var bedre, end den havde været i mere end et århundrede, men ikke desto mindre lod man angsten råde. Et folk, der én gang havde følt byrden af udryddelsens åg, fortvivlede og tilsluttede sig kun Den Europæiske Union på betingelse af tre forbehold. Disse tre livslinjer ville i den frygtsommes paranoide forestilling gøre det let og elegant at løsrive den danske jolle fra den europæiske galion, hvis denne engang forliste på fremtidens hav.
De følgende 20 år har naturligvis ikke været ren lystsejlads. Finanskriser, flygtningekriser og folkelige legitimitetskriser har forfulgt Den Europæiske Union. Igen og igen har man spået, at nu var det europæiske projekt endegyldigt gået på grund. Alle mand i bådene! Migrationsbølger og flygtningestrømmene rokker stadig den europæiske skude, men ikke desto mindre vejer stjernebanneret stadig trodsigt i unionens ranke mast.
Dog har overfarten krævet sine ofre. Brexit er et tragisk eksempel på et økonomisk velstående og politisk indflydelsesrigt samfund, der nu er reduceret til en sprællende makrel på Europas dæk, der hverken kan springe i havet eller redde sig tilbage i sit akvarium.
Både den danske og engelske EU-skepsis er resultater af følelsen, der kom før fornuften. Storbritannien er den sidste nation, man ville kalde bange af sig, men øboernes overmod og tiltro til deres exceptionalisme har været en lige så giftig pille, som angsten har været for danskerne. Briterne havde ganske vist en reel klage i den urimelige polarisering, der har trukket al væksten til London og efterladt resten af landet forvitret og forglemt. De overuddannede skeptikere lod sig forblinde af et fatamorgana; en oase af frihandel. Hvis bare de kunne løsne lænken til det kontinentale kadaver, ville Storbritannien forvandle sig til et Singapore-på-Themsen. I provinserne lod de efterladte sig nøje med skadefryden over at have spoleret London-elitens eftermiddagste. Sammen er de faret ud i et politisk vildnis med en premierminister for svag til at lede og en opposition for radikal til at afsætte hende.
Men selv om englænderne således har formået at skyde sig selv i foden, såvel som i hovedet, har de samtidig givet startsignalet til et nyt politisk kapløb. Det gamle skel imellem liberale og socialister mister dag for dag sin relevans, og et nyt skisma træder frem; vil vi et åbent eller et lukket samfund, frihandel eller protektionisme, mur eller bro? I hele Europa er EU-skepsis krystalliseret og har skabt grobund for nye populistiske partier eller korrumperet de eksisterende. Men hvis Brexit virkelig var et gjallarhorn, der varslede Den Europæiske Unions ragnarok, så har det så sandelig også vækket folket til dåd, for overalt i Europa er de pro-europæiske kræfter ligeledes En Marche!
I Danmark skal vi også træffe et valg; vil vi være et åbent og modigt samfund, eller skal vi melde os ud og stikke hovedet i sandet. Vi er i bund og grund et fornuftigt folk, der gennem historien kan pryde os af altid at have fundet den sunde middelvej mellem Skylla og Charybdis. Al verdens sunde fornuft til trods kan et enkelt ord straks kaste os tilbage til den frysende januar-nat i 1864, da vores uafhængighed syntes dødsdømt. Ordet er; suverænitet. Så snart dette ord bringes ind i debatten, frarøves danskeren sin sunde fornuft og kastes i følelsernes vold. Den pro-europæiske fløj er gang på gang gået sejrssikre til valg vel vidende, at de havde, og har, alle gode grunde, al logik og fornuft på deres side, men igen og igen er man blevet overrasket over, hvor stor magt skeptikerne har kunnet mane frem fra truslen om suverænitetsafgivelse.
Skræmsel og alarm over tyske betjente, rumænske dommere og hvis portræt, der skulle pryde Danmarks møntfod, har forpurret debatten. Ikke desto mindre har den eurofile lejr ikke villet sadle deres høje hest om og har ikke villet forlade sig på skræmmekampanger eller patos-appeller. Men hvis danskerne er dømt til at være et ængsteligt folkefærd, så lad os da omsider begynde at frygte de rigtige trusler. For verden er ikke længere så sikker for Danmark, som den var i 1992, eller som den var i 2015. Europa er kringsatt av fiender, der ikke længere deler vores værdier om frihed, lighed og broderskab. Mod nord er den russiske bjørn vågnet gnaven af sin vinterhi, og Zar Vladimir har bevist, at han hverken skyer terror eller vold, så længe det tjener hans hellige mission om at genskabe et Rusland, der gerne lader sig hade, så længe det frygtes.
Mod øst spiller Kinas Xi Jinping et mere sindrigt spil. Han har endegyldigt fravalgt Deng Xiaopings liberale vej og regerer nu som en reinkarneret formand Mao. At Kina i fremtiden vil gøre USA rangen som hegemon stridig, kan der ikke længere sås tvivl om. Den eneste usikkerhed er, hvordan Europa vil forholde sig til denne udfordring af de vestilige værdier og idealer. For Kina truer os ikke militært. Som i eventyrene ruger dragen på en guldskat, og gennem implicitte trusler underkuer Kina ytringsfriheden. De finansierer vestlige tænketanke, universiteter og radiostationer, der til gengæld begrænser deres Kina-kritik. Metoden er ny, men målet det samme. Frygten for dragens vrede skal tilvejebringe frivillig selvcensur, et præventivt kowtow for kejserens trone. Som en mafioso bruger Kina gavmilde lån og investering til at fremme sin dagsorden. Filippinerne har allerede set sig nødsaget til at sælge ud af deres søterritorium, og med Grønland siddende nydeligt på den polare silkevej står Danmark snart også for skud.
Hvad kommer disse skærmydsler på den anden side af Jorden os ved? I årtier har vi siddet trygt og tørt under NATOs regnvejrsparaply, men i vest har USA opgivet sin lederposition, amerikanerne er endnu en gang blevet en splittet nation i krig med sig selv, og med en kong gulerod præsiderende over miseren. Men selv hvis man kunne stole 100% på præsidentens dedikation til musketer-eden, er det ikke længere en selvfølge, at USA kan frelse Europa. De trusler, der konfronterer kontinentet, er ikke længere stater, der kan trues eller afskrækkes. Den europæiske levevej udfordres fra syd af mere upersonlige kræfter som folkevandringer og terror. Disse kan hverken afskrækkes med atomvåben eller hangarskibe, men kræver et nyt og fleksibelt forsvar, der åbner en socioøkonomisk front side om side med den militære. Hertil har Den Europæiske Union vist sig langt bedre egnet end NATO, der tydeligt stod tilbage i bekæmpelse af pirattrussel langs Afrikas horn.
Disse er trusler, alle europæere har til fælles, og som det ikke vil gavne Danmark at sidde overhørig, mere end det vil Italien og Grækenland. Hvis vi ønsker at bevare den velstand og de værdier, der står os nær, så må vi stå sammen med resten af Europa. Derfor er tiden inde til at træffe et valg, for det nye skisma tillader ikke længere nogen haltende middelvej. Danmark må slutte sig til marchen eller falde fra i grøften med Storbritannien. Danmark skal vælge mellem fremgang eller forfald. Vil vi være frie eller leve i fangenskab, skal vi være et frygtsomt eller et frejdigt folkefærd? Vil vi være et lige medlem af verden stærkeste økonomi eller en protektionistisk plet på verdenskortet? Vil vi stå fast for vores fælles europæiske værdier, nu hvor de kommer under pres, eller vil vi hæve vindebroen? Mest grundlæggende er dog spørgsmålet om, hvorvidt vi vil forblive et forskræmt og ængsteligt land, der lader sin politik bestemme af gamle genfærd, eller om tiden er kommet til at genfinde den dansker, der sejlede drageskibe op ad Themsen og ridsede runer i Hagia Sophia. Danmark var engang et ekspansivt og modigt foregangsland, og det skal vi være igen.
Jonas Stengaard Jensen er historie-studerende ved Aarhus Universitet.
