Ekstremisme. Allerede i maj 1968 havde forfatter og redaktør Jørgen Schleimann øje for studenteroprørernes totalitære tendenser.

Et klartseende vidne

I dag taler mange om, at skillelinjerne i politik går mellem nationalister og internationalister, oplysningstilhængere og anti-oplysningstilhængere, reaktionære og reformvenlige, indvandrervenlige og indvandrermodstandere. Både højrefløjen og venstrefløjen er i dag en anden, end den var for 50 år siden, da studenteroprøret brød ud. Men modsat den såkaldte højrefløj eksisterer venstrefløjens gamle retorik i stor udstrækning den dag i dag, fordi man aldrig tog et opgør med den. Resultatet er skræmmende. De, der bekæmpede vores demokratiske samfund, fremstår som helte, og samfundets beskyttere fremstår som skurke. Det præger os den dag i dag.

Journalisten og redaktøren Jørgen Schleimann (1929-2016 og tidligere chefredaktør på nærværende avis) var en af dem, der tidligt modarbejdede de totalitære tendenser. Alligevel var det ham, der fik påklistret mærkatet »reaktionær« frem for dem, han modarbejdede. Schleimann bekæmpede gennem sit journalistiske og politiske engagement fanatismen og totalitarismen i alle dens former. Nationalistisk, politisk som religiøs. Derfor blev han angrebet af vidt forskellige fløje i det politiske spektrum. Af den venstrefløj, som aldrig har villet indse sine fejltrin, blev han fra 1968 og frem til sin død anset for at være en reaktionær mørkemand: »Er han betalt af den amerikanske propagandatjeneste?«, som Venstresocialisternes forretningsudvalg spurgte i maj 1972. Af højreorienterede blev han anklaget for at være kommunist i forbindelse med sin uforbeholdne støtte til den afrikanske frihedshelt Patrice Lumumba 1960-61. Og af nutidens nationalfanatikere blev han beskyldt for at være forræder mod nationalstaten Danmark og dens befolkning, fordi han talte for tolerance og forståelse over for indvandrere og flygtninge.

Alle disse beskyldninger viser, at Schleimann var en selvstændigt tænkende, frihedselskende anti-fanatiker. Hans vidensmæssige og moralske kapacitet lå langt over hans kritikeres. Derfor er han enestående at læse og lære af den dag i dag.

I foråret 1968 sendte Danmarks Radio Jørgen Schleimann til Paris. Han skulle dække stormagtsforhandlingerne om fred i Vietnam. Men det blev ikke Viet Cong og Saigon, som Schleimann kom til at rapportere hjem om. Men derimod de franske studenter og Paris. Studenteroprøret overskyggede pludselig det oprindelige formål, og det lykkedes den garvede journalist at komme helt tæt på begivenhedens centrum på Boulevard St. Michel i latinerkvarteret, hvor de unge studenteroprørere holdt til.

Schleimann blev hurtigt opmærksom på de antidemokratiske og totalitære tendenser i oprøret. I paroler, slagord og hvorfra oprørslederne hentede deres inspiration. Det var, som om det lystige og livgivende flowerpower-oprør fra året før pludselig udviklede sig til udelukkende at handle om det sidste: Power! Schleimann var dog mindre overrasket, end de fleste andre ville have været. Han kendte tendenserne. Allerede før han var kommet til Paris, havde han taget et skarpt og kompetent opgør med studenteroprørerne, som han kaldte dem, for klart at adskille dem fra blomsterbørnene (ungdomsoprøret).

I en kronik i Aktuelt 1. maj 1968 skrev han om »Den arrogante studenterradikalisme«. Her tog han udgangspunkt i, hvad de mest yderliggående personer i bevægelsen Student Power, som var aktiv i flere europæiske lande, havde sagt, skrevet og bedrevet. Ifølge Schleimann var det afgørende at bedømme en sådan bevægelse på de mest yderliggående elementer, for de udgjorde avantgarden. I Italien havde de maoistiske ledere af studenteroprøret dér betegnet den studerende ungdom som den udbyttede og derfor revolutionære klasse i det moderne kapitalistiske samfund.

På baggrund af sine undersøgelser konkluderede Schleimann, at hensigten med studenteroprøret var at afskaffe parlamentarismen og erstatte det med en total fornægtelse af dens værdier. Ambitionen var ikke – som det blev påstået af mange samtidige støtter af oprøret – at påpege og udbedre manglerne i demokratiet.

Året efter skrev Schleimann en lang analyse af studenterradikalismen, som han havde set den, hvor han igen betegnede den som totalitær, men hvor han også kritiserede, at det i alt væsentligt førtes i egen interesse, men på andres vegne: arbejdernes, kvindernes, børnenes, de amerikanske eller sydafrikanske sortes, vietnamesernes, den tredje verdens eller blot på revolutionens vegne. For, som han fremhævede: »studenterne tilhører kun sjældent selv de underprivilegeredes kategori«.

Han forudså, at oprøret, når alt kom til alt, kun ville tjene én ting: at oprørerne selv kunne få indflydelse og magt. De var i virkeligheden ikke en døjt interesserede i arbejdernes kår eller i at dele magten med andre. Men arbejderne, kvinderne, vietnameserne og så videre blev fundet velegnede som undskyldning og påskud for hele denne aggression mod samfundet. Han skulle få mere ret, end han formentlig havde forestillet sig dengang.

Et godt stykke hen ad vejen var Schleimann positivt stemt over for de rebelske studenter. Han kunne sagtens identificere sig med det antiautoritære og med opgøret med professorvældet. Det var kun studenteroprørets manglende evne til at værdsætte den frihed, der muliggjorde det, og som betød, at der blev lyttet til deres stadig mere utopiske dagsordener, der var ham stærkt imod, og det var udelukkende det, han kritiserede. Også kritikken af Vietnamkrigen var han enig med oprørerne i. Allerede i 1965 stod han for eksempel på talerstolen på Rådhuspladsen i København og fordømte USAs interventionspolitik, krigsførelse og bombning i Vietnam, men modsat sine venstreorienterede meddemonstranter understregede han, at han var i opposition til både kommuniststyret i Hanoi og det amerikansk støttede i Saigon.

I 1961 var han medstifter af Niels og Lise Munk Plums Anti-Apartheid komité.

Schleimann benyttede anklagerne mod studenteroprørerne til åbent at melde ud, at han selv var en af dem, der i sin pure ungdom støttede totalitarismen. Fascineret af tyskernes styrke og oprørt over, at Danmark ikke forsvarede sig, revolterede han imod den efter hans opfattelse konforme antityskhed og støttede nazisterne indtil det øjeblik, Hitler skød sig selv i førerbunkeren i det sønderskudte Berlin. Forblændelsen var væk.

Schleimann skelnede mellem Vidnerne, der havde set og forstået og åbent sagde, hvad de havde set; Idioterne, der intet havde set og kun var ude på at gøre sig nyttige i en sags tjeneste, de ikke havde forstået; og Forræderne, der begik intellektuelt svig ved at have set og forstået alt, men stadig tiede med det hele.

Schleimann stillede sig til rådighed, som et af Vidnerne til totalitarismen og fanatismen, og hvad det førte med sig, og han opfordrede andre, der var blevet grebet af de samme totalitære fristelser, til også at blive Vidner. Men det gælder naturligvis ikke kun vidnerne til nazismen. Ifølge Schleimann var der tre slags mennesker, der lod sig smitte af den røde, sorte og brune pest i det 20. århundrede, og alle tre burde de vidne.

»De, der nægter at tro på dokumentationen for kommunismens forbrydelser (…), er helt at sidestille med Robert Faurisson, David Irving og andre af de såkaldte negationister og revisionister, der i dag betvivler eksistensen af Hitlers gaskamre til massedrab på først og fremmest jøder, men også sigøjnere, Jehovas Vidner og politiske modstandere. Revisionister og negationister findes imidlertid også, når det drejer sig om den røde totalitarisme. Folk benægtede fakta«, skrev han i 1999.

Han fremhævede i sammenhængen vigtigheden af at udstille højreekstremisters meninger i lige så høj grad som venstreekstremisters og problematiserede især, at man ikke brugte udtryk som negationister og revisionister, når det drejede sig om folk på venstrefløjen. Dem kaldte – og kalder – man i stedet idealister med en dyb tro på det gode i mennesket.

Der findes en hel del gamle og yngre socialister, som i dag synes på den ene eller anden måde at gøre fælles sag med politisk islam. Efter alt at dømme reaktionære anti-oplysningstilhængere, som mødes under fanerne og demonstrerer samlet mod deres fælles fjende: USA og Vesten. I sagen om Jyllands-Postens Muhammed-karikaturer var denne brogede flok da også enige om, at det var regeringen, Jyllands-Posten og tegnerne, der bar skylden for, at krisen eskalerede. Islamisterne havde ingen skyld.

Schleimanns tanker og meninger fra 1968 til ’69 kan i det øjemed overføres til den aktuelle situation, anno 2018 med islamismen, som den farligste totalitære tendens, vi har oplevet siden kommunismen, nazismen og fascismen. Og islamisternes og de venstreorienteredes anti-vestlige retorik i dag minder da heller ikke så lidt om retorikken, som Schleimann noterede sig på Boulevard St. Michel i maj 1968.

Selv om studenteroprøret er stilnet af, og marxismen lagt på hylden, evnede 68erne at omdefinere, hvem der var de gode, og hvem der var onde i en sådan grad, at det i høj grad præger vores bevidsthed, vores debat og verdensbillede den dag i dag.

Mikkel Plum er forfatter og underviser.