Udflytning. Hvor befinder modsætningerne mellem land og by sig? I fantasien.

Hilsen fra provinsen

Helt glemt og halvt fuldendt sidder vi her så – ude i den danske provins. Herude hvor vindene kun møder modstand, når de skal forcere naboens gylletank, og hjælpsomt øger Puckens fremdrift, når vi med den i ryggen søger mod Brugsen for at fouragere boller i karry på tube, champignon på glas og billigøl. Vi er herude et fjernt sted i Danmark, hvor socialsagerne står i kø og hvor udvikling rimer på understøttelse og statslige puljeordninger.

Provinsen opleves som hengemt tristesse, krydret med lidt landsbytosserier, flaskeklemt på havnemolen og rustne kæder, der knirker i vinden. Og også som idylliseret landboliv med husflid og henkogning. Det langmodige liv fra tidligere tider, før stress og jag. Det er den provins de lyseblåskjortede konsulenter med henført begejstring kalder potentiale-Danmark, som skal løfte sig ud af sin armod ved innovativt mod og målrettet fokus på styrkerne.

Mens livet leves i al hast på cafeerne i metropolerne, står kornet gult og havren grøn herude på kanten, og der spreder sig en stank af armod og gylle. Centrum versus periferi, udviklingens dynamik versus stilstandens hængedynd, livets hastighed versus respiratorens hvæsen. Kontakten mellem os herude og dem derinde forvaltes med knivskarp præcision af den journalistiske stand, når de halvt nysgerrigt, halvt afstandtagende skildrer kontanthjælpsmodtagere i sociale boligbyggerier i Holbæk, socialt udsatte i yderste potens på Lollands udmark og andre steder, hvor alt håb lades ude. Eller filmisk episk, hvor specielt Sønderjyllands marskland lægger ramme til vold og seksuel undertrykkelse ad libitum.

Når Folketingsvalget splitter Danmark og ryster det politiske parnas, flytter selv Politikens journalister på kro i provinsen for at undersøge dette fænomen: At vælgerne reagerer på ikke at blive taget alvorligt som ligeværdige borgere i Danmark. Og undrende vokser fremtidens mænd m/k op fra stadens stenbroer og klager over den omsiggribende intolerance uden for voldene, og erklærer, at den type mennesker er de i tvivl om, hvorvidt de vil dele land med. For nu har de opdaget, at det er det, de gør.

Som de fremmeste af Rigets folk erklærer den akademiske stand, at man ikke skal forvente, at de vil bo derude i provinsen, hvor der vil gro mug på dem, og kvaliteten af deres arbejde vil falde som rygningen på et forfaldent husmandssted. Hvad skal vi derude? spørger Naturarvsstyrelsens magistre, som om de ikke aner, at der ikke kan graves ud til en køkkenhave på Bornholm, uden at der gøres et større arkæologisk fund, og at den største samling af genstande fra Anden Verdenskrig befinder sig i Jylland – blot som eksempler.

Stadens borgerstand bekymrer sig på lederplads over den afsky, der vil opstå, når man vil tvinge statslige arbejdspladser ud til provinsen, mens man på hjørnekontoret på Rådhuspladsen ikke fandt samme anledning til at råbe gevalt, mens det ene strukturtiltag efter det andet har flyttet arbejdspladser den anden vej over de seneste ti år. Nej, Politiken prædiker, som har de misforstået strofen »herfra min verden går«, som noget mere indskrænket, end hvad godt er.

Interessant er det, at et så lille land har plads til så store modsætninger. Så er det da godt, at vi ikke er større. Men hvori består modsætninger mellem livet i byerne og i provinsen i realiteten? Er vi anderledes og lidt mere småtskårne typer herude i provinsen? Siver energien, drømmene og den åndelige habitus ud af os, når vi fjerner os fra metropolen? Næppe. Jeg tror, det handler om de symboler og billeder, som jeg ovenfor har bragt eksempler på – spidsformuleret bevares.

Det stiliserede og ikoniske billede på provinsen i dens mest nedtrykte form er måske for mange den eneste forståelsesramme, de har. Derfor bliver den enlige knallert på en vindblæst og tåget hovedgade uden andet liv det symbol, som bekræfter forståelsen. Som Gintberg også ofte har brugt det i sine programmer fra provinsen. Han taler dog ikke ind i det, men op imod det som et paradoks i forhold til det, han i virkeligheden finder derude. Det der kan kaste en lille, forløsende latter af sig, som han siger. Gintberg interesserer sig for menneskers liv, og netop derfor finder han noget der, hvor han kommer frem. Men det er ikke alle forundt.

For det er et levende liv, der leves også i provinsen. Der er både holdninger og perspektiv og drømme, håb og visioner for det liv, man lever, og som man ønsker at leve. Det handler om at vælge, hvad man gerne vil. For mig personligt har det været vigtigt at bosætte mig et sted, hvor man kender hinanden på godt og ondt, hvor man kerer sig om hinanden. Det er en vigtig værdi, som jeg også gerne vil bære videre til mine børn. De ser voksne tale med forskellige mennesker, hvis veje tilfældigvis krydses. Vi har ikke valgt dem, men vi er sat i en sammenhæng med dem. Det er af værdi.

På trods af hvad konsulenterne siger, er det heller ikke en manglende evne til at innovere – som det nu så poetisk hedder, der præger livet herude. Nærmest tværtimod. Der er en strøm af gode ideer, og mange entreprenante typer får tingene til at ske. Der er meget kort vej fra den første flygtige tanke ventileret i offentlighed til, at de bedste tager konkret form. Og netop derfor baserer meget af udviklingen sig på de styrker, der er i forvejen.

På Bornholm har udviklingen på det gastronomiske felt over de seneste mange år betydet, at man dårligt kan bevæge sig en tomme uden at støde på et lokalt produceret kvalitetsprodukt. Men det er ikke rækken af enkeltstående præstationer, der er det mest fantastiske, men sammenhængen imellem de enkelte tiltag blandt andet båret op af blandt andre klasserestaurationer. Og Bornholms Museum har indviet et Madkulturhus. Et eksempel på sammenhæng, og på det der vokser op.

Bornholm er nok unik på mange måder, og meget er lykkedes. Men hvad der er fælles med andre yderområder i Danmark er, at de, der tør bevæge sig derud, vil opleve iværksætterånd, som får fart, når man kender og taler med hinanden dagligt. Også med dem, der måske ikke ligner én socialt eller er den, man vil dele sin ramsløgspesto og Sømarkens Guld med en lørdag eftermiddag over hækken. Det er diskrepansen, der er noget af brændstoffet, og den bliver ikke mindre af, at den ligger og lurer overalt i dette modsætningsfyldte land kaldet provinsen. Det er tendensen, jeg beskriver, og ikke en sandhed.

Der er heller ikke nogen tendens til intellektuel falden hen herude. Når de akademiske fagfæller i Dansk Magisterforening, DJØF og hvem der ellers er, frygter for kvaliteten, hvis statslige arbejdspladser udflyttes til provinsen, tænker jeg, at det må skyldes, at organisationsfolkene for ofte kommer herud, når de kan kombinere det med et weekendophold. Men vi, der arbejder her mellem weekenderne, ved, at hverken kompetencer eller ambitioner er begrænsede. Provinsen langs vandkanten er ikke et solrigt sommerland, som går i stå og kommer til at lugte jordslået, når efteråret trækker over os. Selv når vinteren slår sine vinger omkring os, er vi her og arbejder for det og med det, som gør vores lokale samfund værd at leve i. Selvom ens vej til arbejde er omgærdet af grøfter og marker, er vi ikke indsnævrede i vores professionelle virke. Her er folk helt lige så ærgerrige og målrettede i deres arbejdsindsats som alle andre steder.

Det handler rent faktisk ikke om udflytning af statslige arbejdspladser som sådan. Det handler om, hvorvidt vi ønsker et helt, sammenhængende og socialt bæredygtigt samfund hele Danmark rundt.

Andreas Grosbøll er uddannelsesleder, bosiddende på Bornholm.

Redaktionen forbeholder sig ret til at redigere og forkorte indsendte tekster. Kronik-forslag bør højst være på 9000 tegn inklusiv mellemrum (1400 ord). Øvrige debatindlæg bør være mellem 3000 og 5000 tegn og læserbreve på højst 2500 tegn. Weekendavisen påtager sig ikke ansvar for indsendte tekster. E-mail sendes til opinion@weekendavisen.dk